Hundemennesket
En novelle, endnu ikke rettet.
Og den morgen stod han op endnu mindre udhvilet end den forrige.Han tog sig til hovedet, satte sig i op sengen, placerede de to ben på jorden. Han kløede sig på lårene men kunne ikke se nogen insektbid, trak på skuldrene og rejste sig. Han trak i mekanismen som rullede hans mørkegardin op. Lysets stråler var tynget af efterårets luft. Udenfor blæste det, vinden bed i træerne som svajede sig udmattede for dens vilje. Han åbnede vinduet og luften var knasende, han kunne bide stykker af den som ville knække af. Den forfriskende klarhed den skød gennem hans hjerne blev modsvaret af de kulderystelser der blev sendt gennem hans krop. Han kunne enten lukke og drukne i den brugte luft eller også ville luften køle trygheden ud af ham. Ingen af delene var tiltrækkende.
Han rørte i sin havregrød med en rørende intensitet, kogte æggene og de fik for lidt, skyllede piller ned og kiggede forurettet på solen. I stuen var der hængt prismer op overalt. Lysene badede hver enkelt genstand i rummet i forskellige strålende farver. Hans stue var som et kartotek hvor alt var farveinddelt af lysets reflekterende stråler. Sofaen rødt lys, spisebordet grønt lys, billedet af hans ven blåt lys, digtene om dyrene han havde hængt op gult lys. Dog drejede prismerne om sig selv, så kartotekets inddeling konstant skiftede, arkivet roterede så intet alligevel havde sin faste plads. Nu var billedet af hans ven rødt og sofaen blå. På samme måde roterede hans hjerne i kraniet på ham og han kunne ikke regne ud hvor udmattelsen stammede fra.
Grøden virkede sørgelig og grim, grå og ækel ligesom vejret og ægget var slet ikke kogt nok, han sprang op af stolen og flåede køleskabet åbent, alting lå hulter til bulter og han kunne se det var blevet rodet igennem af andre end ham. Han fandt oliven der smagte af konserves og smed den ud, brune æbler, et helt græskar, han flåede det ud og smed det i vasken, tændte for det varme vand og håbede af det før eller senere ville opløses, at naturen ville ordne arbejdet for ham, at han ikke behøvede at håndtere alt dette for at holde køkkenet præsentabelt. Bagerst på øverste hylde lå der til hans forbløffelse en kold lammesteg, han greb den og gnavede vildt kødet af benet, koldt fedt satte sig i klumper på hans ansigt og kødet mellem tænderne nagede ham og gjorde ondt i kraniet men han var ligeglad, for endelig kunne hans mave fyldes helt og holdent med animalsk død og dovenskab.
Han kastede sit legeme på sofaen og gad ikke tænde fjernsynet, for det kørte alligevel i tomgang. Han tænkte på om han kunne onanere inden han tog af sted, men hans fingrer var fedtede og duftede af kød og det ville sætte sig på pikken hvis han begyndte at køre på den nu. Han kløede sig i håret og stormede ud på badeværelset for at kaste vand i sit ansigt.
I vasken lå skægrester og kønshår. Afløbet var halvt stoppet. Han gned sit ansigt og kiggede sig i spejlet. Han havde render under øjnene - ellers var ansigtet fint, grumset, men fint. Som ung havde han hadet disse render under øjnene mest. Man kan ikke tage til fest med render under øjnene. Hvem vil være sammen med en som er træt? En som er træt er uinteressant og sikkert uinteresseret. I egentlig kunne han også være ligeglad med om han var interessant. I bund og grund handlede vurderingen af ydre træk kun om forplantning, og han havde i hvert fald inden interesse om at forplante sig. Det havde han dog ønsket inderligt som ung - dengang da alting var nyt og det at drikke øl var noget helligt. Alle pigerne havde ringet til ham med kryptiske spørgsmål og fnisen som han ikke kunne regne ud. Dengang kunne man tage rundt fra nabolag til nabolag og drikke sig fuld midt på dagen, man repræsenteret noget, om så ikke andet blot selvdestruktionen for destruktionen er også en drift. Alle pigerne i puberteten med hormoner rasende i deres alt for små kroppe ville slet ikke vide hvad de skulle stille op med denne drift, og man kunne have brugt det momentum til at dyrke sex med dem. I stedet blev hele driften spildt med at onanere foran spejlet og forundres over hvordan nogen kunne elske med denne krop, dette udtryk i ansigtet når sæden løb ud af ham.
Dengang havde han prøvet at lægge agurkeskiver på øjnene som de gør i amerikanske film og følt sig latterlig. Han havde lagt en ske i fryseren og lagt dem på øjnene, for det skulle også hjælpe - hvorfor stemte denne rasende virilitet i det indre ikke overens med den ydre fremtoning? Hvorfor kunne de to ikke bare stemme helt overens?
Nu var der ham ligegyldig for alt han bedrev sig i var ligegyldigt og folk havde for længst opgivet destruktionen, men med denne også driften. Folk, alle de som dengang havde været brusende og forvirrede og angste men liderlige, havde nu kastet sig over bøgerne, ham selv inklusiv, folk begravede sig kun i bøgerne og svarede kun på spørgsmål som kun bøgerne havde stillet. Nu havde de endelige muligheden for at skabe eller ødelægge, mest af alt forplante sig, kæmpe på liv og død i fuldstændig åndssvag livfuldhed, men i stedet var de blevet fanget i de litterære kældre hvor den ene side altid tog den næste.
Men selv vidste han nu at døden var en realitet, og selv muligheden for at kunne hengive sig til orgiet, til vulgariteten virkede svagt, for han boede i en krop som en dag ville blive gammel og en dag ville dø. Men var det da et bedre alternativ og dyrke åndeligheden? som om den var en plante der voksede frem og kunne trives, han vidste ikke om der gemte sig en ånd i hans kød, og hvis der da gjorde, var denne ingen anden en end slyngplante der som en slange kravlede op af hans køds indre gitter og langsomt kvalte alt det unævnelige og mytiske som boede i ham.
Han puttede en billig tandpasta på sin tandbørste og gned den mod sine tænder. Frem og tilbøje i en horisontal linje. Da i små cirkler. Ind og sikre kindtænderne. Række tungen ud og børste den ren for stank. En vertikal bevægelse for at rense undermunden for tandsten. Han kiggede dødt på sig selv i spejlet. Spyttede ud, skyllede spyttet ud, fyldte munden med vand, tømte munden for vand, skyllede tandbørsten, satte den på plads, slukkede lyset, tog skoene på tog jakken på, åbnede døren - alle prismerne hvirvlede vildt inde i stuen og gjorde i et kort sekund stuen til et farvernes delirium. Som hvis én i vildskab hensynsløst havde hevet hver eneste skuffe i det imaginære farve-arkiv på vid gab og spredt papirene for alle vinde, kastet dem over hovedet og jublet og grædt, som om dette nye, fuldstændig meningsløse og tilfældige kaos havde givet arkivets indhold en mere betydningsfuld orden end før. Han trådte over trinnet og lukkede døren bag sig. Prismerne roterede nu igen roligt i deres egen kroniske ensomhed.
Han stod og ventede på bussen og lagde mærke til at hende med det lyse hår stod og ventede der, ligesom hun gjorde hver morgen. Og hver morgen stillede han sig tæt nok på til at kunne snakke med hende, men gjorde det aldrig. Han kendte til social pli, han havde læst om den, han vidste at mennesker havde private rum, som man ikke må overskride, så snart men kommer tættere på end en meter kan mennesket ligesom mærke at der er sket end ubalance i deres personlige aura, at der er blevet penetreret et rum som skal holdes hemmeligt for de udenforstående, for de som ikke er vedkommende, velkomne.
Han stillede sig nøjagtig en meter fra hende og begyndte så stille som muligt at tage største mulige åndedræt, at administrere sit ellers autonome åndedrætssystem sådan han kunne indsnuse mest muligt af hendes duft. Det var det tætteste han kunne komme, han kunne ikke røre ved hendes ansigt, hendes efterårsrøde kinder med bittesmå lyse dun, hendes øjenvipper, hendes røde mund, lægge hånden om hendes nakke og hals. Han knugede sine hænder til knytnæver og de var stadig fedtede af lammefedtet, selv hvis han kunne røre hendes ansigt ville han ikke gøre det nu. Denne duft var frelsende, fyldte lungerne med en ro som ellers var helt fremmed. Fjernede fokus fra hjernen, fra hovedet, som aldrig helt føltes balanceret, lod det i stedet prikke igennem hele hans kolde krop. Det var en rund parfume, ikke skarp, heller ikke naturlig, bare blød. Den kunne fylde ham på en måde som ellers kun cinematisk musik kunne, denne længsel, denne forståelse og accept, denne forventning, denne erkendelse. Men det cinematiske var altid udstyret med noget patetisk, noget han burde skamme sig over, det var produceret for at han netop skulle føle det sådan her, ikke virkeligt, som denne duft.
Luftens klarhed hjalp ham til at få alle nuancerne ind. Han kunne stoppe nu. Holde op med at trække vejret mens duften fyldte ham. Det ville være det tætteste på at være med hende, hun ville være i ham, som han ville være i hende, han kunne dø her, og hans død ville være ubetydelig, prismerne i stuen ville stadig roterer ensomt om eget midtpunk, det løbende vand i vasken ville før eller senere opløse alt det nedbrydelige han havde efterladt, bøgerne ville stadig stille ubesvarlige og ubrugelige spørgsmål.
Efterårsluften var klar og der ville snart blive frost. På bakken skrabede en stor krage i græsset for at finde noget spiseligt, over den stod en stor flok frysende måger og så på, ligesom magtesløse og forvirrede i den tiltagende kulde. Bladenes nuance havde lige så langsomt skiftet, så træerne stadig var grønne, men dette stænk af gul og brun varslede, at naturen nu snart ville blive menneskefjendsk, kold, afvisende igen. Nu var der intet andet at gøre end at gå i hi. Hundredvis af biler med én enkelt passager i hver passerede ham som han stod der og snusede ind, og pludselig holdt bussen foran ham.
Han satte sig ind i bussen, næst bagerste sæde, lige bag ved hende med det lyse hår.
Varmen i bussen virkede søvndyssende, kvælende på hjernen, og tankerne som allerede slæbte sig af sted inde i kraniet blev tungere. Han ville ønske han her kunne nyde hendes duft i lige så høj grad, at han kunne forsvinde ind i dette moment igen, men i bussen var det ikke muligt. Alle de andre mennesker lod deres personlige, men langt mere ubetydelig rum flyde ud i bussen, og det var ikke muligt at mærke noget i denne grød. Og hvis de da bare kunne have holdt sig til at ødelægge bussen med deres metafysiske væren kunne dette være nok, men derudover overlæssede de også bussen med alle deres fysiske distraktioner. Piger i præpuberteten, fuldstændig hormonpumpede, som igennem deres bitte små telefonhøjtalere spillede musik som handlede om sex. De tilsvarende ynkelige drenge ved sædet overfor, der slet ikke kunne tolke denne overflod af seksuelle signaler, de blev larmende, belastende, som aber i et bur, skingerende. Folk som ligefrem hostede, nyste og pusede næse midt i bussen, lod alle deres infektioner og epidemier flyde ud i det offentlige rum, til at blive indåndet, til at overflødiggør og ødelægge hans allerede svagelige krop. Folk som talte om ingenting, folk med kropslugte som var uvedkommende og uindbydende, alt dette drog rov på hans sanser, maste sig ind i hans bevidsthed og druknede enhver mulighed for at indsnuse duften fra hendes krøllede hår. Det var forbandelsen ved det offentlige, tænkte han. Hvis han så blot kunne tage hendes hånd og derigennem have en direkte forbindelse, der kunne overdøve alt det påtrængende kunne det være tåleligt, man han kunne aldrig komme til at holde hendes hånd, den var fedtet, hans håndflader blev svedige, han lænte sit hoved tilbage og prøvede at holde vejret så længe af gangen som muligt. Hvis man bare en enkelt gang kunne indånde noget helt rent. Holde sit hoved helt klar for tanker.
Dyrene var bevidste om dette, det var det eneste de søgte at opnå, det var han sikker på. Fuglene på masterne, som gennem utallige variationer af enkle toner viderebragte helt konkrete beskeder. Mad. Elskov. Fare. Ven. Død. Rovdyrene endnu mere privilegerede. De havde kun jagten at forholde sig til. Hæsblæsende og afsindig, at jage et dyr som flygter for sit liv, og så nå det! Sætte tænderne i det! At holde sig selv aktivt i live! Her var døden konkret, døden kom hvis ikke du holdt dig i live. Der var intet valg, du jagtede livet og hver gang du satte tænderne i det, ville døden langsomt komme krybende og sætte sine tænder i dig til du undslap grebet. Spis eller bliv spist. Sådan var det ikke her, i hans liv, i det stinkende køkken, soveværelset med den brugte luft, stuen inddelt i ligegyldige afsnit (køkken, spiserum, sofabord, billeder), roterende prismer, lyset som spredte sig i tusinde stumper. Han kunne holde op med at spise, holde op med at indtage noget, og han ville dø. Men døden tog ham ikke. Døden ville blot have ligget latent, som en kronisk sygdom, som en fornemmelse lige under det bevidste plan. Døden ville ikke tage ham, den ville blot endelig fuldendes. Ikke fra levende til død, men fra ikke-levende til død. Så hellere dø af kulde. Eller blive knust af en bil, kørt fuldkommen hensynsløst. Eller aller bedst, stoppe med at trække vejret, lige midt i et drag af hendes parfume, det eneste løfte om liv, indlejret i en duft.
I alt dette druknede han, indtil en lugt fremmed fra alt det andet døsige distraherede ham. En lugt, som ligesom rev i næsen. En kvalmende lugt. Og han kiggede til sin side på en mand som sad ret op og kiggede ud af vinduet. Og han kunne ikke tro sine egne øjne. Han var klædt i for store bukser og støvler, han havde en hættetrøje på som han havde trukket op, men det kunne på ingen måde skjule hans ansigt. Han havde en hunds ansigt. Savlende, med mørke øjne stirrende ud i det efterårskolde, men klam hundepels som lugtede vammelt. Han havde almindelige hænder, de lå foldede i skødet, men hans ansigt. En hunds. Han lignede et obskurt og makabert forsøg, noget fra menneskehedens mørkeste år, fra en russisk eller amerikansk militærbase. De må have bedøvet ham, taget en levende schæferhund og skåret dens ansigt op, og derefter placeret de individuelle dele af hundens ansigt over mandens og syet dem fast. Selv hans øjne må de have skiftet ud. Men han havde ingen idé om hvordan dette skulle være muligt. Og hvorfor? Fordi mennesket ikke kunne dræbe, det var ikke bestemt til at dræbe, og derefter ønskede de at erstatte noget af dette menneskelige med det dyriske? Få vildskaben frem? De havde gjort det rent bogstaveligt, og simpelthen fjernet det menneskelige ansigt og erstattet det med et dyrs. Et menneskes rationale og et dyrs instinkt. Men det gav ingen mening!
Han kiggede sig febrilsk omkring og kunne ikke forstå at ingen andre stirrede. Måske de havde opdaget det, og blot prøvede at ignorere det fordi det var for modbydeligt til at kunne erkendes. Som folk der nægter at se et lig. Hvordan kunne det være kommet på bussen? En hundemenneske, som benytter sig af den offentlige transport, tager bybussen ned til kontoret, det ville jo være fuldkommen absurd.
Og pludselig, som om hundemennesket kunne mærke denne bebrejdende tankegang, som en hund der kan lugte frygt, snurrende den sit ansigt imod ham og stirrede ham direkte i øjnene, fuldkommen fokuseret, afventende. Han vidste at det at stirre en hund i øjnene er en åbenlys provokation, en udfodring. Det samme som det egentlig er ved mennesker. Enten en tilkendegivelse af ønsket om mord eller sex. Men han kunne ikke slippe dette her, han kunne se de spidse tænder som er lavet til at flå kød i stykker, ham væmmedes ved sit eget lyserøde og funktionsløse menneske-ansigt, men han måtte stå højere end dette hundemenneske, i alt sin uduelighed måtte han repræsentere noget bedre i det han var rent menneskelig. Dette hundemenneske måtte være et afskum, noget uønsket, en bastard. Som ikke hørte hjemme nogen steder. Mennesket bestemmer over hundene og dyrene. Vi har lagt dem under os, og det samme vil jeg gøre med dette hundemenneske. Det snerrede af ham. Han kunne mærke en ur-angst brede sig i kroppen, trangen til at flygte fra et rovdyr, at redde sit liv. Men han nægtede. Så hellerede dø sådan her. End at blive besejret af en hund. Hans greb var nu hårdt presset om bussædets kant, og han kunne ikke forstå at ingen andre er disse medmennesker bemærkede noget, kom ham til undsætning, flygtede eller reagerede.
Hundemennesket lagde nu ørerne tilbage og var ligesom klar til at tage afsæt. Han sprang på benene først for ikke at blive mast under dyret, han måtte vise at han var større end det, han løftede armene i vejret for at vise sig i fuld størrelse. Og pludselig stirrede alle forvirret på ham, over denne abrupte bevægelser, over at han pludselig havde forstyrret den varme døsighed. De mennesker som var blevet overrasket midt i deres hosteri og ævl stirrede nu på ham, som han var skyldig! Pubertetspigerne fnisede på en måde han slet ikke kunne placerer, og drengene gylpede latter ud af deres hals.
Han satte sig ned igen. Stirrede på hundemennesket som stadig fikserede hans blik, men hunden havde nu noget hånligt over sig, et modbydeligt menneskeligt træk som tog sig endnu mere hæsligt ud når det var et dyr, som pludselig hånede ham. Han løsrev sig fra blikket og stirrede rasende ud af sit vindue. Men nu vidste hundemennesket at det havde overtaget.
Derfor rejste det sig, og satte sig ved siden af hende den lyshårede, blokerede fuldstændigt for den duft som ellers var hans eneste frelse i bussen. Det var en gestus rettet mod ham, den må have fornemmet den tiltrækning hun havde på ham, det forbandende hundeinstinkt. Han kunne se at hun kiggede på hundemennesket, ligesom registrerede det, men gjorde ellers intet, og hvad kunne hun gøre, hun var jo fanget, hundemennesket blokerede hendes vej. Men så pludselig talte hundemennesket til hende. Gutturalt og knurrende, det rømmede sig først, og hun kiggede på det.
- "Hvad læser du?"
- "Nåh, ingenting, der er såmænd bare lektier."
Hun smilede vagt.
Hundemennesket kiggede indgående på bogen hun holdte i sit skød, læste et par linjer.
- "Er det Machiavelli?" spurgte hundemennesket så.
- "Ja, det er."
- "Det er ikke det mest spændende." grinede hundemennesket. En belæst hund! Grinet lød hæsligt!
- "Nej, nogen gange vil jeg bare ønske jeg kunne læse mere skønlitteratur, eller bare selv vælge mine bøger. Man får ligesom mere ud af det på den måde." svarede hun og faktisk smilte nu!
- "Klart. Hør, du skal vel aldrig have en cigaret jeg kunne låne, jeg er løbet tør." en rygende hund! Hvordan kunne den overhovedet holde smøgen i sit gab!
- "Jo, selvfølgelig. Står du også af ved uni? Vi kan ryge den sammen hvis du giver ild!" sagde hun og smågrinede genert!
Han tog sig til hovedet. Hun røg. Hun ødelagde alt dette liv hun havde i sig, alt denne duft ved at ryge. Druknende alt dette smukke i kemikalier og askestank! Men værre! Hun flirtede med en hund! Hun ville kneppes af en schæferhund! Ligge på gulvet på alle fire og indbyde dyret at trænge op i hende, kløerne som i iver rev hende over ryggen, hunden som ville snappe ud after hendes ansigt i sin vildskab, dens lange tunge som ville smage hende! Han kunne græde nu og her, kaste sig overbords.
Hun smilede til hundemennesket og pakkede sin bog ned i tasken og rodede efter sine cigaretter. Hundemennesket vendte sig nu og kiggede på ham, smilede til ham. Smilet blottede tænder og blev en trussel i hundefjæset. Hun satte sig op igen, rakte det en smøg.
"Værs'go"
Hundemennesket vendte sig imod hende og smilede yderligere, tænderne nu fuldstændigt blottede, og da det tog imod smøgen, da deres hænder mødtes, da de gennemtrængte hinandens rum, da kastede det sig frem imod hende! Knurrende og frådende bed den sig fast midt i halsen på hende, hun skreg og prøvede at tage sig til halsen, greb fat om hundens kæber og prøvede at rive dem fra hinanden, men hundens greb var for stærkt og den ruskede nu i hendes hals med de sylespidse tænder! Hun skreg og nu klynkende, udstødte kvalte lyde, og blodet begyndte at sprøjte og løbe ned af hundes gab. Man kunne se det paniske, hvide i hendes øjne, grædende og døende. Han sad som forstenet, fuldstændig lammet. Folkene i bussen vendte sig nu og skreg ved synet, buschaufføren blev distraheret af larmen og prøvede så vidt muligt at skifte bane så han kunne stoppe bussen, det rykkede i bussen. Hendes arme kørte i frenetiske cirkler, prøvede at kradse hundens ansigt, hunden gav slip og hun faldt sammen, men den begyndte nu at skamfere hendes ansigt. Bide hendes næse af, gnave huden direkte af hendes kinder, flosse læberne i stykker - det hele så voldsomt at han blev ramt af blodet, helt varmt, det duftede af kød, af vildskab, af død. Hun var stadig i live, man kunne se det sidste helt primitive kæmpe i hende for at holde hendes chok-ramte krop i live, men blodet fossende ud af hendes hals og løb fra hendes ansigt der nu var et stort kødsår. Hundens ansigt var fugtigt af blodet, og hendes lyse hår var nu rødt. Gennemsølet af det blod som løb fra hende. Denne duft var en helt andet en hendes parfumerede sødme, men han kunne mærke den stadigvæk var hendes. Han begyndte at slikke sine fingrer tør for blodet, slikke det af bussædet imens hunden spiste af hendes nu døde krop. Folk skreg og de hormonfyldte piger græd, drengene pludselig paniske og kujonagtige.
Han ville tage hjem, han ville flå alle sine prismer ned, han ville åbne alle vinduerne, han ville fryse ihjel, han ville sætte ild til det hele, han lænede sig nu frem og tog en klump løst kød som han rev af hendes ansigt, han kastede det i munden og kunne stadig mærke en skygge af liv i det han tyggede på det varme, sødlige, rå - han rejste sig på sædet og jublede, hævede armene vildt i triumf, hunden knurrede over den trussel der lurede over dens bytte, og idet han grinede hysterisk og sparkede ud efter den stødte bussen sammen med en modkørende vogn.
